Energi Vegger - fortiden, nutiden og fremtiden...
Fra Vegger Biogas til Energi Vegger
En række biogasfællesanlæg lagde i 1980’erne grunden til den danske biogasbranche, som i dag er blandt verdens førende. Et af anlæggene blev bygget i den nordjyske landsby Vegger som et led i indsatsen for at skabe en lokal produktion af vedvarende energi i flere nordjyske landsbyer.
Fra begyndelsen producerede biogasanlægget grøn el til elnettet, og samtidig blev overskudsvarme fra elproduktionen leveret som fjernvarme til borgerne i Vegger. Siden da er biogasanlægget blevet renoveret og udvidet flere gange, og anlægget leverer nu også biogas til et nærliggende mejeri, der anvender biogassen til at producere el, varmt vand og damp.
Helt fra begyndelsen var der solid lokal opbakning til anlægget, der var ejet af de lokale landmand. Da det skulle igennem en større udvidelse i 2014, besluttede varmeforbrugerne at overtage biogasanlægget, så det blev en del af byens fjernvarmeselskab, Energi Vegger.
Overtagelsen sikrede finansiering af udvidelsen, og samtidig opnåede forbrugerne at få nogle af landets billigste fjernvarmepriser, oplyser driftsleder Richard Bengtsen, der har arbejdet på anlægget siden begyndelsen, først som assistent, senere som driftsleder.
I begyndelsen havde biogasanlægget en produktion på 1,1 millioner kubikmeter biogas om året, og gennem årene er produktionen øget til 7,3 millioner kubikmeter.
Biogassen produceres på basis af husdyrgødning, organisk affald og andre restprodukter.
Energi Vegger er i fuld gang med at gøre klar til det næste skridt, som skal være at etablere et opgraderingsanlæg, så biogassen kan leveres ind i det danske gasnet. Dermed vil Energi Vegger bidrage til at øge andelen af biogas i den landsdækkende gasforsyning.
Billeder fra etableringen af det nye biogasanlæg i Vegger
Har du billeder fra det gamle Vegger Biogas?
I forbindelse med etableringen af det nye anlæg i Vegger, hvor Vegger Biogasanlæg er blevet til Energi Vegger, efterlyser vi gamle fotos fra dengang, biogasanlægget startede.
Ligger du inde med gamle fotos fra starten og gerne de efterfølgende år, vil bestyrelsen være glad for at få lov til at låne fotos, som vi kan benytte her på hjemmesiden.
Billederne skal indgå i en lille præsentation, som vises her på hjemmesiden.
På forhånd tak!
Tommy Trads Jensen, formand