Skip to Content

Tildeling af licenser til CO2-lagring på land

June 24, 2024 by
Tildeling af licenser til CO2-lagring på land
Energi Vegger

Greenport Scandinavia rykker nærmere med historisk tilladelse

Etableringen af Greenport Scandinavia – Nordeuropas største CCUS hub i Hirtshals Havn – rykker endnu et skridt nærmere, efter at Energistyrelsen netop har tildelt danmarkshistoriens første tilladelser til at efterforske CO2-lagring på land.

Wintershall Dea og Ineos, som er partnere i Greenport Scandinavia-konsortiet, er blevet tildelt retten til at undersøge mulighederne for lagring af CO2 i undergrunden ved Gassum, som ligger mellem Randers og Hobro. På baggrund af disse undersøgelser vurderes det, om der kan lagres CO2 i undergrunden.

Sideløbende arbejdes der med planlægning af en rørledning til transport af CO2 mellem Hirtshals Havn og Gassum. Hirtshals Havn er fordelagtigt placeret i forhold til ind- og udskibning af CO2, og etableres som knudepunkt med faciliteter til mellemlagring for CO2 på vej mod lagre i undergrunden såvel til lands som til vands.

”Potentialet for sikker opbevaring i Gassum er stort, men vi skal nu gennemføre de nødvendige undersøgelser for også at demonstrere sikker og effektiv lagring i Gassum og vil naturligvis bruge de vigtige erfaringer fra Greensand i den forbindelse," lyder det fra Mads Gade, der er landechef for Ineos Energy Danmark.

Der skal allerede fra 2026 lagres CO2 i Greensand-området i den danske del af Nordsøen med udskibning fra Hirtshals. Med lagring på land under Gassum forventes der således mulighed for at lagre to steder med Hirtshals Havn som hub.

”Tildelingen af Gassum-licensen fremmer ikke alene Greenport Scandinavias vision men understøtter også relevansen for udvidelsen af Hirtshals Havn. Med denne nye licens kan vi nu integrere både udskibning og indskibning af CO2 i projektet, hvilket markant øger vores samlede kapacitet. At have to lagringssteder betyder, at vi kan håndtere langt større mængder CO2, hvilket er fantastisk spændende”, siger Hirtshals Havns CEO Per Holm Nørgaard.

Hirtshals Havn ligger godt i forhold til at modtage CO2 fra både Tyskland, Sverige, Norge og de baltiske lande, som ikke selv kan lagre i undergrunden. Dialogen er allerede nu i gang med mange store CO2-udledere, som har behov for lagring af CO2 i de kommende år og ser Hirtshals Havn som en rigtig god mellemstation før sikker, permanent lagring af CO2 i undergrunden.

Anne-Mette Cheese, der er Country Lead for Carbon Management og Hydrogen i Danmark hos Wintershall Dea udtaler:

”Vi er taknemmelige for, at det danske Klima-, Energi- og Forsyningsministerium har betroet Wintershall Dea med operatørskabet af Greenstore onshore lagringslicens. Partnerne ser frem til at udvikle lagringspladsen i tæt dialog med lokale og nationale interessenter.”

Arbejdet med at skabe et knudepunkt i Hirtshals for udskibning af CO2 til lagring i tomme olie- og gasfelter i Nordsøen er blevet bemærket i både ind- og udland. Således har Greenport Scandinavia de seneste måneder været vært for et besøg af den østrigske finansminister Magnus Brunner, samt medlem af den tyske forbundsdag Oliver Grundmann, som på eget initiativ havde taget turen til Hirtshals.

Tyskland har i maj 2024 lanceret en ny CCS-strategi og ser Danmark og Greenport Scandinavia-projektet som en vigtig brik i at få lagret CO2 fra den tyske industri. I Tyskland er der årligt omkring 80 mio. tons CO2, som skal lagres, og her kan Greensand og evt. Gassum bringes i spil.

Partnerskabet bag Greenport Scandinavia blev lanceret i december 2022. I december 2023 tildelte Europa-Kommissionens Fonden for Retfærdig Omstilling 109 mio. DKK til udvikling af Greenport Scandinavia, herunder tilskud til etablering et mellemlager på Hirtshals Havn, som skal stå klar i 2026.